Smitten kan ske på mange måder. Den mest almindelige måde er indånding af luftbårne viruspartikler, men også afføring, spyt og flåd fra øjne og næse fra smittede dyr kan overføre sygdommen.
Virus angriber i første omgang slimhinderne og går derefter videre til lymfekirtlerne. Hvis hunden ikke er i stand til at modstå angrebet breder virus sig til tarmsystem, luftveje, øjne, hud og hjerneceller.
Symptomerne minder i starten om mange andre mindre alvorlige sygdomme. Hunden kan være nedstemt, få feber, appetitløshed, diarré og opkastning. Derefter begynder symptomerne at blive mere og mere specifikke for hundesyge: en meget rød slimhindebetændelse i øjnene samtidig med en meget høj feber (40o C), udflåd fra øjne og næse. Hoste og lungebetændelse er nogle af de mulige efterfølgende symptomer. Hvis hunden overlever dette stadium kan virusen sætte sig i hjernen og give kramper i benene, lammelser, kramper i ansigtsmuskler, rystelser i hovedet og kroppen osv.
Senere kan der desuden komme en anden meget karakterisktisk forandring: trædepuderne kan blive meget hårde og fortykkede. Hvalpe der er blevet smittede kan desuden få misdannede og misfarvede tænder.
Man regner med at ca. 50% af de smittede hunde dør, tallet er dog højre hvis smitten har sat sig i hjernen.
Tjekke hundens vaccinationer, hvis hunden er regelmæssigt vaccineret mod hundesyge vil den være godt beskyttet mod hundesyge. Er det mere end 2 år siden at hunden er blevet vaccineret vil jeg anbefalde at den bliver genvaccineret.
© 2024 Han Herred Dyrlægerne – Designet af Aveo web&marketing