Vaccination og Chipmærkning

Hvalpe

Hvalpe skal vaccineres 2 gange med 4 ugers mellemrum, vi anbefaler at første vaccination sker ved 8-9 ugers alderen, således at hunden hurtigst muligt kan komme ud i verden og opleve noget.
Da hundens socialiseringsperiode afsluttes ved 16 ugers alderen, er det vigtigt at de når at opleve en masse forskellige hunde og mennesker inden den tid.
Nogle gange er hvalpen vaccineret med en særlig hvalpevaccine, i dette tilfælde skal hvalpen stadig have 2 vacciner.

Voksne hunde

Voksne hunde vaccineres årligt, der vaccineres med Duramune DAPPiL som dækker mod hundesyge, leverbetændelse, Parvovirus, parainfluenza virus (en af de vira der giver kennelhoste) samt leptospirose.

Parvovirus

Parvovirus er en tarmbetændelse, som angriber de celler i tarmen der laver resten af tarmens overflade, angrebet lokaliserer sig primært til den øverste del af tyktarmen.
Et af de tydeligste tegn på parvo, er blod der er blandet op i afføringen, derfor vil afføringen blive rødlig.
Det er ofteste hvalpe der bliver angrebet og sygdommen har desværre hyppigt en dødelig udgang.

Leverbetændelse(Hepatitis)

Som ved alle andre leversygdomme, vil hunden begynde at kaste op, blive sløv, drikke og tisse mere end den plejer. Ved mistanke om leversygdom skal hunden hurtigst muligt til dyrlægen og i behandling. Den endelige diagnose kan kun stilles ved en leverbiopsi.

Hundesyge(Distemper virus)

De indledende symptomer er som en voldsom lungebetændelse, men efter 1 til 3 uger begynder man at se symptomer fra nervesystemet, såsom kramper og lignende. Dette skyldes at Distemper virus giver hjernebetændelse og hjernehindebetændelse. Virus ligner mæslinger hos mennesker, der er dog en stor forskel, de fleste hunde dør når de har været smittet med hundesyge.

Parainfluenza

Parainfluenza virus giver det der kaldes infektiøs tracheobronchitis, eller på dansk betændelse i luftrør og bronkier. Parainfluenza er ikke i sig selv slem, men sammen med primært CAV(Canine Adeno Virus) og bordatella bronchisepta(bakterie) giver den kennelhoste. For nogle hunde er Kennelhoste en meget hurtigt overstået infektion, men for andre giver det et kronisk problem. Det er igen især unghunde der er udsat.

Hvis ens hund skal dækkes fuldstændigt mod kennelhoste, skal man give den en specifik kennelhoste vaccine (Nobivac BbPi) som beskytter mod Parainfluenza og Bordatella Bronchisepta. Denne vaccine gives lokalt i næsen og er derfor mere effektiv.

Leptospirose

Leptospirose er en bakterie, som er meget smitsom og er en såkaldt zoonose, dvs. at den kan smitte fra mennesker til dyr og omvendt. Der er 2 typer af leptospirose:

Leptospirosis icterohaemorrhagica, også kaldet Weils syge, giver hyppigst voldsomme skader på lever og nyre. Grundet skaden på lever vil dyr med sygdommen få gulsot, opkast og andre lever nyre relaterede problemer.
Leptospirosis canicola giver også skade på nyrerne, men denne type leder sjældent til en dødelig infektion. Og betragtes som en mild udgave af ovenstående.

Leptospirose forårsages af en såkaldt spirochæt bakterie, de hyppigste smittekilder er rotter og mus. De udskiller bakterien i deres afførring. Ved kraftige regnskyl, skyller afføring ud i søer og vandløb. Mennesker og dyr bliver primært smittet ved at bevæge sig rundt i stillestående, for eksempel søvand eller kloakvand. Bakterien trænger ind via småsår på ben eller lignende.

Chipmærkning

Ifølge loven skal alle hunde være mærket med enten chip eller tatovering inden de bliver 8 uger.

Pga. nye EU-regler vedrørende rejse med hund og kat, anbefaler vi at man vælger chipmærkning. Den 3. juli 2011 træder det i kraft at eneste gyldige mærkning af hunde (katte og fritter) ved rejser i EU er chipmærkning. Hvis din hund er tatoveret inden d. 3. juli 2011 er der forskellige regler afhængig af om hunden har pas eller ej. Du kan læse meget mere om reglerne her: http://www.foedevarestyrelsen.dk/Dyr/Rejse_med_kaeledyr/Hunde_katte_fritter/Id-maerkning_rabiesvaccination_og_pas.htm